Herrer Senior fortsat ubesejret efter storsejr over Herlev/Hjorten
Tirsdag aften fik Hundested besøg af Herlev/Hjorten i Hundested Hallen – og det blev endnu en overbevisende sejr for hjemmeholdet, der fortsat er ubesejret i Serie 2.
Gæsterne fra Herlev/Hjorten kom bedst fra start, da Hundested pådrog sig to hurtige 2 minutters udvisninger i kampens første ti minutter og dermed kom bagud 3-6. Men Hundested holdt hovedet koldt, fandt rytmen og fik sat en solid, kompakt defensiv op. Det gav resultat, og holdet spillede sig tilbage til 8-8.
Herfra tog Hundested styringen. Med flot holdspil og et sprudlende angrebsspil blev Herlev/Hjortens forsvar spillet tyndt, og selv en velspillende gæstende målmand kunne ikke forhindre, at Hundested gik til pause med en fortjent føring på 12-9.
I pausen handlede snakken om at fortsætte med at spille sit eget spil, kommunikere på banen og komme hurtigt hjem i defensiven for at lukke ned for Herlev/Hjortens kontramuligheder. Det blev udført til perfektion i anden halvleg.
Hundested satte gang i målfesten, og kampens helt store profil blev nr. 43, Emil Thomsen, der leverede en imponerende indsats med syv scoringer og en solid defensiv præstation.
Herlev/Hjorten kæmpede for at følge med, men virkede ofte et skridt bagefter. Om det skyldtes trætte ben eller et velspillende Hundested-hold er uvist – men mange tekniske fejl og boldtab gjorde det let for hjemmeholdet at trække fra.
Hundested satte det sidste punktum og vandt sikkert 26-16.
Med sejren bevarer holdet sin ubesejrede status i Serie 2 og står nu med seks point og en imponerende målscore på +21.
Trænerteamet udtaler efter kampen:
"Vi skulle lige bruge 20 min til at komme i gang, men efter vores spil blev bedre, og vi begyndte at få styr på forsvaret kom vi bedre med i kampen. Vi kunne se at de slog sig når de kom ind i 4 blokken. Samtidig fik vi skudt hul på deres gode målmand. I anden halvleg fik vores målmænd endnu bedre betingelser, og at holde det formodede bedste hold i rækken på 7 scoringer i anden halvleg må siges at være perfekt. Resten af kampen gik på vores betingelser, og at vinde med 10 er en stærk, og koncentreret indsats.
Vi i trænerteamet er spændt på hvor langt dette unge hold kan gå."
Herrer Senior er sponsoreret af DEFAS
